Souris Dagbog

Uddrag af Souris’ dagbog, 1

Jeg har ledt i månedsvis mellem stjernerne, efter spor af fortiden. Nogen, som har hørt noget, nogen som kender nogen. Stjernerne skjuler hemmelighederne godt. Imperiets hånd er overalt. Smuglerne er til salg, og prisen svinger i takt med frygten. Kun nogle enkelte af smuglerne har endnu idealer. Jeg ser, hvordan de noterer ting på datapads. Vidner, kontakter, informationer som kan sælges videre.

Men Gelgelar er endnu uberørt. Jeg har ansat min gamle ven Tarhunt i Gelgelar Solvents, og lader ham klare de daglige gøremål med maskinerne. Han hjælper selvfølgelig også til i gartneriet, hvilken ithorianer ville ikke det? Mit ene øje er altid på stjerner, det andet på planterne. Livet. En dag, når alt dette er slut, vil jeg bo et sted, hvor planterne ikke behøver stå i drivhus. Et sted med et varmt hav, en gul sol og tynde skyer.

En af smuglerne nævnte noget om Bandomeer. Han anbefalede mig en bestemt fragtmand, men jeg lod mig smulge af en anden stjernekrydser. Nogle varer blev udveklset i rummet, ude mellem systemerne, men der skete ikke mere. I hyperrummet er der ingen vidner.

Smuglere i De Ydre Områder bliver ofte snakkesaglige, når de får noget indenbords. Ingen af dem har hemmeligheder om De Antariske Strejfere. Eller også er det bare en af den slags emner, man ikke berører uden videre. Indtil – en krydderismugler anbefalede mig at prøve på planeten Karfeddion i Senex-sektoren, hvor der skulle leve en hemmelighedsfuld mand. Selvom det er langt inde mod kerneområdet af galaksen, købte jeg alligevel en plads ombord på et skib, og vil nu lave en række mellemlandinger forskellige steder, for at fremstå som en almindelig handlende.

Uddrag af Souris’ dagbog, 2

Mørke. Der skete noget i rummet over planeten Berri. Jeg var gået til restauranten ombord på rumstationen, og husker at jeg satte mig ved bordet, og bestilte noget mad… Men så blev alting tåget. Da jeg vågnede op, var jeg i et mørkt lastrum, i lænker, og frarøvet mine ejendele. Min tilfangetager lod en droid passe på mig; ikke ligefrem den snakkesaglige type. Jeg var simpelthen lukket inde, og fik min mad serveret igennem en lem i døren. Jeg var tydeligvis ombord på et skib, for jeg mærkede både hyperrummet og tyngdekraft i forskellige størrelser. Min tilfangetager var ikke til at komme i kontakt med. Hans droid havde en koldt, rødt øje.

Jeg tilbragte tiden med meditation og med at planlægge transaktioner for firmaet, for at bruge tankerne på noget fornuftigt. Jeg tror der gik 3 uger. Jeg vaskede mig i det drikkevand, jeg fik bragt, men mistede ikke modet. Mine år som flygtning fra Lobaoc har lært mig at nøjes med lidt. Håbet voksede, da min tilfangetager beordrede sin droid ud. Hvad end der skulle ske med mig, ville snart ske.

Skibet trak ned gennem endnu en planets tyngdekraft, og landede for sidste gang. Tankerne fór gennem mit hoved – jeg var tydeligvis i fangeskab hos en dusørjæger, men jeg havde dårligt nok stukket snuden frem – kunne nogen have opsnappet min virkelige identitet? Eller er Imperiet virkelig så paranoide, at de indfanger enhver, som udspørger fulde smuglere i galaksens ydre områder? Jeg var lænket på hænderne, og fik besked på at forholde mig i ro. Imens jeg sad der, fokuserede jeg al min indre energi til et ønske: At den næste, som kom ind af døren, skulle løsne mig.

Der gik nogle minutter, så åbnede skibets dør. En fremmed mand med en blaster i hånden trådte ind. Jeg ignorerede min frygt og kommanderede ham om at løsne mig. Han gjorde det. Uden at sige noget. Jeg mærkede længslen efter frihed skylle op i mig, og skulle lige til at kaste den intetanende mand omkuld, da jeg kom til at se ind i hans øjne: Der var intet ondskab i ham. Han så medtaget ud. Jeg studerede ham lidt nærmere, før jeg gik forbi ham udenfor.

Her blev jeg mødt af endnu et overraskende syn. Min tilfangetager lå op af skibet, hårdt såret. Rundt om stod en række fremmede. De forklarede mig, at de havde haft et opgør med dusørjægeren, og at jeg var fri. Det tog mig ikke mange sekunder at regne ud, at disse mennesker var i åben konflikt med Imperiet. De nævnte en mand, som befandt sig på en Imperiel Stjernekrydser i rummet over os, og denne mand var deres fjende. De fremmede bad mig hjælpe dusørjægeren og redde hans liv, hvis jeg kunne. Men uden de rette redskaber var der intet at stille op.

Jeg fandt mine ting ombord på dusørjægerens skib, og fulgte de fremmede ned til en lokal by, hvor der var en fest. Befolkningen var primitiv, og hyldede mine nye bekendtskaber som helte, ”der havde jaget Imperiet væk fra planeten.” Jeg havde svært ved at tro, hvad jeg hørte. Mine bønner var besvaret, i en eller anden grad. Jeg var stødt på en art oprørsgruppe, som var i direkte opposition med Imperiet. Jeg fulgte dem til deres base, som befinder sig i rummet på et ukendt sted. Nu sidder jeg ombord på deres skib, mens de taler med deres overordnede.

Trent er en jævn soldat. Han virker loyal og simpel. Tal er tydeligvis, selvom han forsøger at skjule det for mig, en ung mand med særlige evner. Jeg vil holde øje med ham. Måske kender han en forbindelse mellem De Antariske Strejfere og Jedi-ordenen.

Uddrag af Souris’ dagbog, 3

Skibet The Never Ever More er landet på en mystisk planet, ved navn Almas. Det sidste døgns tid har været oprørende for mig.

Vi fløj fra mine nye bekendtskabers base mod Almas, og blev angrebet af pirater over planeten. Vi skød et af deres skibe ned, og blev trukket ind, men da de bordede os, slog vi dem tilbage. Jeg forsøgte at intimidere dem verbalt, og tror det hjalp lidt.

Nede på Almas samlede vi to mænd i en flugtkapsel op. Den ene var en fuld kaptajn fra et nødstedt skib, den anden en dusørjæger – som pludselig påstod, at han var ansat til at beskytte mig! Han kendte mit navn, og sagde, at han havde fulgt os i nogle dage…

Det er klart for mig nu, at der ikke er nogen vej tilbage. Jeg er nu i ledtog med Imperiets fjender. Jeg er meget i tvivl om hvorvidt jeg kan stole på denne dusørjæger, Kooth, men tiden vil vise det. Jeg holder øje med ham… Han kan komme til at bevise sin loyalitet. I blod, frygter jeg.

Uddrag af Souris’ dagbog, 4

Mine nye allierede frygter ikke blodsudgydelser. Men med de opgaver, de får af deres overordnede, undrer det mig ikke. Vi er nede på planten Almas – den mest mystiske planet, jeg nogensinde har set. Og det føles underligt at være her. Som om små tentakler snor sig om mine ben, og prøver at bilde mig et eller andet ind.

Tarhunt sendte min MV3 med et fragtskib, og vi er nu i hulerne under et gammel jedi-tempel på Almas. Vi bandt et reb til MV3’en, og klatrede en etage ned. Der er ondskab i luften og i gangene. Mørkt. Jeg er glad for, at jeg medbragte min sensorpack og mine lægeremedier. Jeg holder mig bag de andre, skanner, og hjælper til med dækild, hvis det er muligt.

Kooth holder stadig øje med mig, og hjælper mig hvis der er problemer. Og der er rigeligt med problemer hernede! Glubske væsner og usynlige knive nok til en mindre hær. Havde jeg fået bedre besked om opgaven på forhånd, havde jeg givetvis hyret et par soldater eller købt en droid, og programmeret den til at skyde alt, der rører sig.

Vi har fundet en protokol droid, som jeg har repareret, og nu følger den os. Vi har også fundet en twilek, en fange. Han er slemt tilredt. Jeg har plejet ham, men der skal gøres mere for ham. Han skal have ro. Det får han ikke hernede. Hver gang jeg rører ved væggene… jeg vil helst ikke tænke på det.

Inde i en dyne af mørke kræfter besvimede vi allesammen og blev sat op mod hinanden. Jeg så hende, som hjemsøgte mig, da jeg var yngre. Hjemme på Lobaoc. Hun var meget virkelig… Men jeg trak mig tilbage, angreb hende ikke, og snart vågnede jeg op fra en underlig søvn… Jeg tvivler på, at vi slipper ud herfra i live.

Og det tænkte jeg så på, da vi rendte på de næste fjender i dybet – usynlige knivsvingere, klædt i pels, som gjorde dem usynlige. Jeg fik ikke ram på en eneste, men Kooth bakkede mig op og tømte sine våben i en, som ville gøre en ende på mig.

Og så skete det underlige. Jeg blev ramt af et skud fra en blaster. Skuddet kunne have forkullet mig – men det skete ikke. I stedet sugede min krop skuddet til sig, og helbredte mine skrammer. Jeg fik det bedre! Er det et tegn om, at jeg skal være læge? Jeg skal love for at Tal og Trent gloede…

Lige meget hvad gav det mig modet tilbage. Jeg har også indset, at selvom Trent er kaptajn på skibet The Never Ever More, er han ingen leder i gangene under templet på Almas. Hans hoved er ikke senet nok, som vi mon cal siger. Jeg vil se, om jeg kan udfylde lederens sko ud.

Vi har endnu ikke undesøgt hele denne etage af det gamle jedi-tempel, men vi har fundet en gang ned. Og jeg tjekkede med sensoren, men der må være noget galt: Det ser ud som om hele 3. salen er levende. Det kan jo ikke passe. Men Tal er så forhippet på at finde en jedi-genstand her i ruinerne… er den mon længere nede endnu?

Uddrag af Souris’ dagbog, 5

Universet er enormt… og fyldt med tomhed. Paradoksalt.

Alle minderne om Aviel… Vores barndom sammen, indtil hun tog afsted til Akademiet. Nu symboliserer dette våben alt ved hende. Al den tid og energi… reduceret til et lyssværd i min hånd. Jeg tror, universet driver gæk med mig.

Almas var et mareridt. Jeg forstår ikke helt, hvad der skete, eller hvordan vi slap derfra. Vi fandt flere interessante ting under templet, men jeg må indrømme, at jeg ikke savner den selvlysende planet og det fortabte tempel. Det ærgrer mig at vi ikke fik 7-A med… jeg er dybt fascineret af heuristisk processorer. Må anskaffe en droid. Alt for meget potentiale i dem til at ignorere.

Heldigvis har jeg nok at tage mig til. Besluttede at hjælpe Trent ved at modificere hans blaster. Han har et underligt, næsten perverst forhold til det våben. Men det er godt at være på hans side.

Tal har ikke svar til mig. Den mørke side forbliver et mysterie. Jeg har på fornemmelsen, at der et sted på The Resurgence er en person, som kan besvare min spørgsmål. Men så længe Kooth er hægtet til mig, kan jeg ikke komme nogen steder. Han er i vejen!

Til trods for de følelsesmæssige kvælertag har jeg ikke glemt, hvor jeg kommer fra. Tirans logbog insunerede, at De Antariske Strejfere spillede et kort ud, lige før Akademiet blev udslettet. En uselvisk redningsaktion for de gamle allierede… Meget inspirerende.

Og nu ser jeg, at jeg har noget at leve op til; min mors forretningssans er blomstret videre i mig og har været til stor nytte. Gelgelar Solvents har det godt, og er endnu i sikkerhed. Nu mangler jeg at bygge på min fars militære ekspertise.

En slagmark, om den findes i rummet eller på en hvilken som helst planet, består af nogle brikker, hver især med helt bestemte muligheder. Jeg husker tilbage på Lobaoc, når min far tegnede tilsyneladende meningsløse symboler i sandet udenfor

huset, efter aftensmaden, mens han eftertænksoms mumlede for sig selv. Det var hans brikker. Han havde planer. Mine planer begynder også at tage form.

Hvis The Resurgence virkelig har tænkt sig at gøre væbnet modstand overfor Imperiet, må de have nogle filer om taktik i deres databank. Jeg brænder pludselig for at lære mere. At se Trent, Tal og Kooth (slås kan han da, det må man give ham) foran mig i kamp er et regnestykke, en ligning som kan gå op i en højere enhed. Jeg har brug for nogle værktøjer, så jeg kan skrue på brikkerne…

Uddrag af Souris’ dagbog, 6

Jeg kan godt lide The Resurgence.

Hvem ved, måske kunne jeg ligefrem vænne mig til at flytte min arbejdsplads herud mellem stjernerne. Der er masser af ligesindede, bunker af droids, skibe, masser at fordybe mig i. Jeg kunne trække rødderne op fra Gelgelars våde muld og rykke alt herud. Jeg må efterhånden anstrenge mig for at finde årsager til at lade være.

Tal og Trent har sagt ja til endnu en mission. Denne her virker endnu farligere end den første, jeg var med på. Eller også er det bare fordi jeg ved mere… selvom jeg ikke ved nok! Vi skal til hjertet af galaksen, til Coruscant, hvor Kejseren er…

Det virker som det rene vanvid. Hele galaksens udvikling de senere år er det rene vanvid. Og nu rejser vi ind i Mørkets Hjerte, for at finde ud af noget mere omkring det her projekt, som Tal først vil fortælle mig om “senere”... Jeg må være tosset, når jeg siger ja.

Men han ved måske ikke, at jeg også har mine egne planer. Må finde ud af, hvad der virkelig skete med Aviel. Må finde vished. Må også finde ud af hvad jeg kan om De Antariske Strejfere. Måske har de efterladt sig spor på Coruscant. I det hele taget er der stort potentiale ved Coruscant. Og jeg har aldrig besøgt Hjertets Dronning… Det her kan blive første og sidste gang.

Vi har lagt udførlige planer for rejsen. Min trofaste MV3 har endelig fået maling og lak… og to lyssværd som ornamenter. Vi har nu også en droid om bord. Jeg skal have ro til at programmere den ordenligt. Kooth siger at han gerne vil hjælpe, måske kan vi lave den sammen. Så får jeg en chance for at føle ham lidt på tænderne. Trent lignede en dianoga ansigtet, da jeg foreslog ham at gøre droiden til 2. pilot, eller at sætte den til passe styresystemerne. Trents fantasi har nogle tydelige begrænsninger. Måske trænger han bare til at se fordelene ved at have en butler om bord.

Noget af det mest intense ved Resurgence var dog min snak med Denia. Foruroligende kvinde. Hun fortalte om den Lyse og den Mørke side af Kraften. Som jeg forstår det, er mine evner inenfor Kraften mest til oprettelse af mit eget liv. Måske har Kraften investeret sig selv i mig, for at opnå et eller andet. Det virker i det hele taget som om der er mere ved Kraften, end jeg kan forestille mig. Denia spurgte, om jeg ville meditere over det. Jeg sagde ja. Tænk om jeg bedre kunne styre det, når jeg helbreder andre, så jeg ikke dræner mig selv komplet for energi. Og tænk, hvad der ellers er at lære.

Jeg vil benytte rejsen til at studere nogle af de taktiske filer, som kaptajn Verana har overført. Det glæder mig at kunne fordybe mig i noget nyt. Og så holder det også tanker fra det faktum, at vi nu bevæger os ind i wampaens hule…

Souris Dagbog

Dawn of Defiance Mindtech